Historie

I 1833
startede Anders Stephansen ”Det fuirendaler institut”;
for børn som betragtes med uvillie af menneskene, fordi de ere dem til byrd, og som saaledes, ved ikke at møde kjærlighed, føle sig udskudte af samfundet, idet de fattes deres naturlige beskyttere, ere udsatte for at fare ad de vilde veje og tilintetgjøres for samfundet.

Eller som det senere måske mere betegnende kom til at hedde;
En stiftelse for de børn, hvis skæbne nægtede dem et familieforhold, hvori de kunde gøre erfaringer om de baand, som kristelig kærlighed knytter mellem forældre og børn.

Stephansen har udtalt;
"I Barnehjærtet ligger Spiren til det Gode som til det Onde. At fremelske det gode er hovedsagelig Hjemmets Sag, men ejer Barnet nu intet Hjem, hvad saa?

Ja saa maa vi søge at faa Hjemmet nogenlunde erstattet – helt kan det ikke ske - , og dertil kan enhver bidrage, om ikke med Andet saa med lidt Penge, til at støtte dem, der har gjort sig denne Gjerning til en Livsopgave; det er dog bedre at andvende noget til at hygge og værne om barnesjælen hos de hjemløse, end senere at give det flerdobbelte til disses Underhold i Straffeanstalter og Tugthuse".

Her 178 år senere
kan man vel med rette sige at Hjortholm Kostskole stadigvæk henvender sig til den samme målgruppe, nemlig børn og unge, der af den ene eller anden grund har haft svære opvækstbetingelser, og som ikke har mærket meget til anerkendelse og kærlighed.

Vi kan stadigvæk ikke erstatte forældrene, men vi kan til stadighed sørge for, at børnene får et tåleligt, kærligt og fornuftigt liv.

Vores udgangspunkt er stadigvæk, at det må være bedre at forebygge end at lade stå til, så disse børn ikke ender med at blive fængslet eller lignende og dermed får et ringe liv.

Det er derfor vigtigt
at vi til stadighed fortæller politikere, sagsbehandlere m.v., at det er afgørende for det enkelte barns fremtid, at børnene kommer til os lige så snart man med rette kan sige, at barnet har behovet.

Ovenstående er i sin enkelthed grunden til, at vi eksisterer som organisation og kostskole. Det må vi ikke glemme.